Julia Stretton ved, at hele hendes verden er en løgn, for hun har selv været med til at skabe den. Men hun havde ikke forudset konsekvenserne af fortidens indtog i hendes lille paradis.

I år 2135 er Wessex, 200 kilometer fra London, blevet afskåret fra fastlandet af et jordskælv. England, der er blevet indlemmet i Sovjetblokken, har indset, hvordan den nye ø og den flodbølge, som hver dag strømmer igennem den nye kanal, kan udnyttes, og området er blevet omdannet til et turistparadis – hovedsageligt amerikanerne (nu muslimer) strømmer til for at surfe på flodbølgen med motoriserede <i>skimmers</i>, og området eksisterer i tilsyneladende ro, selv om der er spændinger mellem byboerne og medlemmerne af et lille, alternativt samfund centreret omkring Maiden Castle.


Uvist for alle er det hele en simulation. En lille gruppe af menneskene på dette sovjet-Wessex er ”virkelige”, overført til denne fælles illusion om fremtiden gennem en kombination af hypnose og en såkaldt <i>Ridpath projector</i>. I den bindes deres underbevidstheder sammen og skaber denne verden, hvis uvirkelighed ingen af dem er bevidste om, så længe de befinder sig i den. Formålet er at skabe en sammenhængende og ”vellykket” fremtid og derefter regne ud, hvordan samfundet er nået frem til den tilstand.


En af disse personer er Julia Stretton. Da hun vender tilbage til sin egen ”tid” efter en tur i Wessex, går det op for hende, at ubehagelige ændringer er undervejs for hele projektet og hende selv især. En konsulent er blevet tilknyttet, og han kræver selv at deltage i simulationen. Hans navn er Paul Mason, og de to deler en fælles fortid – et overstået, men for Julia i høj grad stadig destruktivt forhold. Paul er psykopat, men der er intet, Julia kan gøre for at stoppe hans planer – og når man befinder sig et sted, hvor ens underbevidsthed skaber virkeligheden, er Paul ikke den person, man ønsker at være sammen med.


”A Dream of Wessex” er en mesterlig leg med bevidsthed og virkelighed. Historien springer mellem flere forskellige udgaver af Wessex, alle virkelige for dem, som er til stede i dem – og mellem Julia og en anden forsker, David Harkman, som er blevet fanget i projektionen af Wessex, ude af stand til at huske eller vende tilbage til sit udgangspunkt. Priest er som sædvanlig uovertruffen i sine personbeskrivelser, men her er det dog især hans introduktioner af de forskellige udgaver af Wessex, der er bogens nerve. Personerne bevæger sig i dem naturligt, og læseren lukkes ind, næsten uden man opdager det – for i næste øjeblik at blive ramt af omvæltningen, når de ændringer, der til at starte med nævnes henkastet i en sidebemærkning, pludselig foldes helt ud, så man bliver nødt til at se alt det foregående i et nyt lys.


Der er ikke tale om teknisk SF her – teknologien bag Wessex-projektionen spekuleres der ikke i. Men præmisset føres logisk ud i livet, som det kun kan lade sig gøre i en SF-roman – når drømmen om virkeligheden bliver meget håndgribelig. Men grundlæggende er der blot tale om en rigtig god fortælling.