Mød Slippery Jim DiGriz, tidligere superkriminel og nu rekrutteret til at fange galaksens værste udskud.

“The Stainless Steel Rat” er hele tre ting på én gang: 1) første bind i 2) serien ”<a href="serie.asp?nr=136">Stainless Steel Rat</a>” om 3) personen ”The Stainless Steel Rat”, også kendt som ”Slippery” Jim DiGriz.


Men hvad er så sådan en rustfri stålrotte? I et overreguleret, fredsommeligt fremtidssamfund er det betegnelser for de individer, som kan finde de revner, som opstår selv i verdener opbygget af stål, plastic og love. Det er med andre ord de superkriminelle, som den Darwinske udvælgelsesproces har efterladt på fri fod og uden personlighedsmodifikationer. En sådan er Jim DiGriz.


Da vi møder Jim, er han netop sluppet af sted med endnu et kriminelt kunststykke og er på vej til at stikke af med fortjenesten – men snart må han indse, at hans aktiviteter er blevet bemærket, og det er ikke længere kun det lokale politi, der er ude efter ham. Specialkorpset er på hans sag, og det går snart op for ham, hvorfor de er umulige at undslippe: de dræber ikke forbrydere, når de i stedet kan rekruttere dem. Ingen er bedre til at fange en tyv end en anden tyv – og eftersom Jim er en brillant tyv, har de udset sig ham til ansættelse i deres rækker. Det er ikke et tilbud, man takker nej til.


Snart finder Jimmy sig selv i færd med at katalogisere organisationens arkiver – et kedeligt arbejde, men også ét, der bringer på ham sporet af en psykopat, der er ved at komme i besiddelse af et interstellart krigsskib, hvis lige ikke er blevet bygget gennem meget lang tid. Og så går den vilde jagt.


Jimmy DiGriz er et enestående bekendtskab – larger-than-life, som kun SF-personer kan være det, og vanvittigt underholdende. Han har en udvej fra enhver situation, lige indtil han møder sin ligemand på missioner for Specialkorpset. Hans historie fortælles i et hæsblæsende tempo, så man ikke tænker på meget over, at der måske ikke er så meget historie, at det gør noget – replikkerne flyver næsten lige så hurtigt som kuglerne. Meget ligesom John Varley gør Harry Harrison det, at han beskriver sig univers med en vis alvor, mens personer og hændelser sættes i et noget mere humoristisk lys. På mig virkede det sådan, at det, der skulle have været en bladren i det første kapitel, blev en gennemlæsning af bogen.