Jorden er langsomt ved at komme sig efter Qax-racens lange besættelse. Men opgøret er endnu ikke overstået, og nu blander en endnu mægtigere race sig: Xeelee

Jorden er netop blevet befriet efter en langvarig med med Qax-racen, og menneskerne vender tilbage til overfladen, både fra klodens ruiner og resten af solsystemet. Hama Druz er på den krigshærgede planet for at fastslå den historiske sandhed bag besættelsen – og for at jagte <i>jasoft</i>er, kollaboratører; især de værste blandt dem, <i>pharaohs</i>, som blev gjort nærudødelige af Qax og styrede planeten.


Jorden er kun så småt på vej ud af kaos, stadig hærget af små krige, efter al regeringsmagt er brudt sammen, og de klaustrofobiske byer, som fjenden havde bygget, er langsomt ved at bryde sammen. Midt i alt dette var det sidste, Druz havde forventet, at møde Jordens tidligere <i>pharaoh</i>-administrator – men udbruddet af en endnu større konflikt tvinger ham på en rejse sammen med hende og hendes virtuelle datter. Mod månen Callisto, hvor de flygtende forrædere har samlet sig – og mod noget så utroligt, at det også har forstyrret de gudelignende Xeelee-væsener.


Og mens Druz forlader jorden, oplever vi, hvordan den mystiske kvinde Callisto fødes ind i en sær verden bestående hovedsageligt af støv og et sort, ødelæggende hav. Hun begynder langsomt at sætte sig ind i denne nye verden og dens implikationer.


”Reality Dust” er en kortroman/novellette, her (Gollancz, 2002) udgivet sammen med Paul McAuleys ”<a href="bogomtale.asp?nr=164">Making History</a>”, og de beskæftiger sig begge med besættelsesmagter og historie. Baxters er dog hævet til et noget højere perspektiv – og så er den krydret med den tekno-prosa, som man forventer af Baxter, hvad enten man kan lide den eller ej. Personligt får den mig til at svømme hen.


Kortroman-formen sætter selvfølgelig nogle grænser – man kan ikke bevare novellen intensitet, ejheller opnå romanens vidde. Ikke desto mindre forstår Baxter at spinde en fascinerende fortælling, der rokker ved selve virkeligheden og hvordan vi opfatter den. ”Reality Dust” er en del af hans <a href="serie.asp?nr=131">Xeelee-sekvens</a>, og slutningen (lige tilpas fyldt med videnskabelig patos) burde få enhver ”hård SF”-elsker til at længes efter resten af serien.