I år 2072 er Jorden under angreb fra de skånselsløse Meta-Typer. Det er op til at lille gruppe unge mennesker at bekæmpe dem, hvor end de kommer frem.

Danny Biltoft Davidsen repræsenterer anden gang inden for få år, at en dansk gymnasieelev skriver og får udgivet en science fiction-roman. Den anden unge forfatter er <a href="forfatter.asp?nr=31"> Brian Roland Larsen</a>, og i begge tilfælde er der tale om serier af actionfyldt space opera. ”Den ultimative kriger” er første bind i en trilogi om krigen mellem menneskene og Meta-Typerne.


Vi følger den unge Hawk McAndrew og en gruppe af hans venner, da de melder sig til IDE, Jordens samlede forsvarsstyrke. Jordens styrker er trængt i krigen, så deres træning kommer ikke til at være længe, før deres sparsomme erfaringer må omsættes til praksis. For der er sket en udvikling i krigen, som ikke tæller til menneskenes fordel.


Meta-Typerne er et krigerisk folkefærd, skarpt opdelt i forskellige klasser, som alle er rangeret under den øverste leder, den uovervindelige Sator Gangranell. Deres eneste formål med krigen er at udrydde hele den menneskelige race, så de kan få adgang til planetens ressourcer. Og for at nå det mål har Sator Gangranell skabt et nyt væsen, den ultimative kriger, en Meta-Type med mægtige kræfter og egen fri vilje: Sator Dragarr.


Handlingen følger vore helte, som snart deltager i krigen på højt plan og involveres i direkte kamp mod fjenden i deres forsøg på at erhverve sig et nyt grundstof, der er dukket op på Jorden. Men lige så meget ser læseren det fra Sator Dragarrs synspunkt, hvilket har den pudsige virkning, at den eneste <i>rigtige</i> skurk bliver den manipulerende og skyggeagtige Sator Gangranell, der fører sin krig på sikker afstand. Men selv om han ikke gør sin store entre, gøres der meget ud af hans magt og vælde, så der lægges op til et stort klimaks ved serien slutning. Davidsen beskæftiger sig nemlig ikke med almindelige, kedelige mennesker, og snart går det også op for både personer og læser, at Hawk er andet og mere end almindelig.


”Den ultimative kriger” er først og fremmest en hæsblæsende tjubang-historie – forfatteren kender tydeligvis sine science fiction-film, og det er let at finde spor fra bl.a. ”Starship Troopers” og ”Star Wars”, ligesom man også fornemmer en baggrund inden for rolle- og computerspil. Især Meta-Typernes til tider noget tvivlsomme fysik virker som noget designet til en spilverden. Og det er da nok også hovedsageligt hos unge nydere af disse genrer, at Davidsen vil finde sine læsere, for han er tydeligvis ung, og hans læsere vil nok mest være at finde blandt hans jævnaldrende. Der er ikke tid til den store fordybelse, for historien bevæger sig hele tiden fremad. Actionscenerne glider over i hinanden, og der bliver også tid til en smule sex, både blandt homo sapiens og rumvæsener (dog endnu ikke på tværs af racerne, selv om man naturligvis ikke skal lukke af for muligheden – der er jo to bind tilbage, før historien afsluttes).


Bogens styrke er afgjort forfatterens åbenlyse glæde ved det, han laver – han har tydeligvis moret sig, og man kan næsten mærke, at nedskrivningen må have været ret hektisk. Det er dog samtidig også værket største svaghed, for den <i>kunne</i> godt trænge til en stærk redaktørs indblanden (f.eks. er de første 50-100 sider grundlæggende ét langt info-dump, en noget klodset introduktion til det univers, vi befinder os i). Og så har hans relative uerfarenhed det med at skinne igennem, især i personbeskrivelserne, hvor bl.a. Sator Dragarr til tider virker noget pubertær i sine eksistensielle kriser. Men kan man lukke øjnene for dette og nyde fortælleglæden, skal man nok få en god oplevelse ud af ”Den ultimative kriger”.


Bogens skønhedsfejl til trods håber jeg, at Davidsen har tilpas succes med romanen, til at forlaget Facet tør binde an med næste bind i serien. For det er værd at huske, at bogen er hans debut, og det vil være interessant at se, hvordan større erfaring i skrivefaget vil udvikle både historie og personer i resten af serien ”<a href="serie.asp?nr=123">Meta-Type</a>”. Desuden er mængden af danske sf-forfattere forsvindende lille, og Davidsen skal i al fald lovprises for hans mod i at skrive en så tydeligt Hollywood-inspireret historie: det er muligvis ikke stor litteratur, men der er afgjort underholdning at hente i den.