Læs og nyd denne farverige, skrækkelige fortælling om tre søskende og de vederstyggeligheder, de bliver udsat for, efter de som forældreløse ender ved Grev Olaf, som har ualmindelig urent mel i posen

Jeg har stor respekt for bøger, som er præcis det, de giver sig ud for at være. Allerede på bagsiden af ”Den onde greve” bliver man advaret om romanens ubehagelighed. Det er ikke en overdrivelse. Fra først til sidst vælter alskens ulykker ned over de tre centrale hovedpersoner i begyndelsen på denne efterhånden længere serie om Baudelaire-børnene.


Fortrædelighederne for de tre søskende Violet, Klaus og Sunny starter, da deres barndomshjem brænder ned inklusive forældre og andre personlige ejendele.
Således forældreløse og uden tag over hovedet bliver de af familiens advokat, Hr. Poe, sendt ud til en art fjern slægtning, Grev Olaf, som både fremstår usympatisk og skummel.


Børnene bliver behandlet og lever som trælle hos Grev Olaf. De går klædt i grimt tøj, må deles om en enkelt madras og tvinges til at opvarte Grev Olaf og hans gustne venner. Børnene har ikke deres gode humør, men de er intelligente, og sammen træller de sig igennem hverdagens slid og møje. Deres eneste lyspunkt er naboen, Dommer Strauss, som er et blidt væsen, og som har indrettet en del af sit hus dedikeret til lærdom, i form af et flot bibliotek. Børnene får lov til at låne og læse, og det bliver den eneste formildende omstændighed i deres tilværelse.


Det viser sig, at Grev Olaf ikke kun er halvskummel – han er direkte ondskabsfuld, og relationen er udbygget for flere ulykker for Baudelaire-børnene.


Denne serie er fantastisk læseværdig ved først og fremmest sin sprudlende fortællerglæde. Forfatteren Lemony Snicket har formået at skabe en mystisk og dragende mytologi, ikke mindst om sig selv men også om hans hovedpersoner. Det er godt fundet på – og det virker.


Forfatteren er meget engageret i sin beretning, og adskillige gange henvender han sig elegant til sin læser og forklarer et ords sande betydning eller advarer om historiens indhold. Det minder i sin fuldstændige enkelhed om Dickens’ måde at formidle en historie. Det er gammeldags, men forfriskende og er gjort med en god portion humor.


”Den onde greve” tager ikke livsmodet fra sin læser – uanset alder – den beskriver en virkelighed sat på spidsen. Det er fiktion for alle pengene og fabulerende spænding.


Alle forudsætninger for en rigtig god film er der – og det er også tilfældet. I starten af 2005 vil man i Danmark kunne se filmatiseringen af de tre første romaner i serien ”En ulykke kommer sjældent alene”.