Det skaber altid kaos, når en offentlig service nedlægges - og når Døden bliver fyret, er der lagt op til store omvæltninger på Diskverdenen.

De, der har læst nogle stykker af Terry Pratchetts ”Discworld”-bøger, ved, at Døden ofte spiller en ret stor rolle og endda har sin helt egen personlighed (OG MÅDE AT TALE PÅ). Det er netop det, der er problemet i ”Reaper Man”, for personifikationen af et koncept bør på ingen måde udvise personlighed, mener de kolde kræfter, der styrer verden.


Så Døden bliver sat fra bestallingen. Sendt ud i verden med den helt nye oplevelse, at tiden rent faktisk går for ham nu, og at han på et tidspunkt skal dø.


Samtidig har troldmanden Windle Poons en aftale med Døden, bogstaveligt talt. Troldmænd ved, hvornår de skal dø (hvis altså det ikke sker ved et uheld eller ved, at en anden troldmand placerer en kniv i ryggen på dem), og både han og hans kolleger er noget skuffede, da manden med leen ikke dukker op. Windle dør godt nok, men da der ikke er sørget for videre transport derefter, vender han tilbage i sin krop og spreder dyb frustration på universitetet, hvor man mener, at de døde bør forblive døde.


Men Windle er ikke alene. Overalt opbygges der store mængder af livsenergi, og snart plages Diskverdenen af poltergeister og det, der er meget værre.


I mellemtiden får den gamle Død arbejde som høstmedhjælper (et job, han er som skabt til). Og som sædvanlig forstår Terry Pratchett at blande en smule alvor i sine gale indfald. Døden lærer lidt om livet, mens den nye Død arbejder sig tættere på sekund for sekund, og der er lagt op til det ultimative <i>showdown</i>.


”Reaper Man” udmærker sig først og fremmest ved, at Døden får lov til at stå lidt længere i rampelyset, end vi er vant til hos Pratchett. Og ellers bydes der på den sædvanlige underholdende cocktail af personer og hændelser, der burde kunne få selv den sureste i godt humør. Pratchett bøger er som regel så spækkede med detaljer, at man kan læse dem igen og igen – måske husker man tydeligt historien, men der vil altid være noget, man gik glip af sidste gang. Sproget er sprudlende – så selv om jeg håber, at Borgen fortsætter deres danske udgivelser af Diskverdenen, så vi også på et tidspunkt kan se dette værk på dansk, kan jeg jeg ikke lade være med at have lidt ondt at oversætteren, der skal fordanske forfatterens udskejelser.