En svale gør ingen sommer, og den absolut perifere tilstedeværelse af små magiske væsener med irsk ophav udgør ikke et bidrag til fantasygenren.

Andy på 11 år bor sammen med sin mor og hendes nye mand, som kun tænker på at tjene penge. Under en forfærdelig oversvømmelse skyller deres hjem bort, og moderen og stedfaren omkommer. Andy reddes op i et træ af sheehoguerne – en postmoderne udgave af det irske småfolk, som passer på børn, men er irriterende over for voksne.


Andys far døde angiveligt i krigen – det er uklart hvilken – hvorfor Andy skal bo ved den lidt stramme og kedelige moster. Imidlertid stikker Andy af og finder faren, som ikke er død, men i stedet kriminel, alkoholisk og virkelighedsfjern. Andy flytter herefter sammen med ham i en lille skummel og beskidt lejlighed, hvorfra faren bl.a. driver hælerforretning.


Faren tror (ved), at småfolket eksisterer, og det eneste, han forstår at holde styr på, er at lægge rosiner til dem – hvilket de næres af. Da Andy var helt lille, fortalte faren historier om sheehoguerne, og da Andy flytter ind hos faren, fortæller han igen fantastiske fortællinger om dem og deres bedrifter. Desværre ikke noget, man som læser indvies i.
Måske er faren bare et fjols, eller også er pointen, at småfolket er rigtigt onde over for voksne, for Andys far er virkelig uheldig.


Andy ønsker og drømmer om en fremtid sammen med faren. Men det står efterhånden klart, at faren er fuld af hule løfter, som aldrig vil blive indfriet.


Stormflod er i virkeligheden en socialrealistisk børnebog med en promille magi. Sidstnævnte har tilsyneladende kvalificeret romanen som endnu en i Gyldendals efterhånden lange forlagsserie med fantasy som genre.
Tematisk forholder romanen sig til begreber som tab, sorg, erkendelse af denne og at modnes som menneske og se realiteterne i øjnene. Det gør Andy, og det er der kommet en vedkommende historie ud af. Som børnebog betragtet er den ikke nyskabende, men har relevans og er rigtig udmærket. Men som fantasy kan jeg bestemt ikke anbefale den.