![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Freja : sagaen om Valhal af Johanne Hildebrandt. - , 2004(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Heroisk Fantasy, Kan læses af unge, Kønspolitiske, Mytologisk Inspireret Fantasy Sus igennem en lidt undervurderet og ukendt side af bronzealderen, fuld af magi og trolddom. Mød de mennesker, der blev guder, og svælg i magt, intriger og kærlighed
![]() Omslag af: Paul Wilson Indrømmet, nordisk mytologi er andet og mere end Peter Madsens uforlignelige tegneserier om Valhalla. I denne roman, som er første del i en trilogi, eksisterer Valhalla faktisk slet ikke endnu. Men det er lige om hjørnet. I Bronzealderen (ca. 700 fvt) vokser pigen Freja op i det smukke Vanaheim blandt sejdkvinder og præstinder. Hendes mor er dronning af Vanaheim, som helt generelt betragtet er et kvindedomineret samfund. Mænd har ikke meget at sige, og man ser f.eks. egentligt helst, at de tier i forsamlinger. Under et tilsyneladende idyllisk samfund lurer intriger og politisk magtspil. Og uden for Vanaheim rykker ondskaben nærmere i form af aserne, som slagter og myrder hensynsløst, hvor de kommer frem. Freja er blandt en mindre delegation, der drager af sted for at rejse mod fjenden og finde freden, således at Vanaheims storhed kan blive bevaret. Det går nu ikke helt umiddelbart efter hensigten. Vanaheims udsendte møder blandt andet den bralrende og temperamentsfulde høvding Odin, som er uhøvisk i både tale og handlinger. Odins søn Tor tiltrækkes imidlertid af Freja – og omvendt. Relationen er udbygget. Historien om Freja og Vanaheim er bestemt underholdende – på den afslappede og hyggelige måde. Man suser igennem svig, bedrag, blodsudgydelser, magi og umulig kærlighed. Og man glemmer det hele igen. Kort sagt, ”Freja – sagaen om Valhal” er en bog man kan gribe i nuet. Læs den en regnfuld weekend med en kande te. Jeg fik faktisk lyst til at genlæse Peter Madsens serie om Valhalla (så slipper man også for de feministiske bongotrommer i baggrunden), men i øvrigt nyder jeg personligt at læse en roman, hvis vokabularium indeholder begreber som ”besærkergang”, ”fordømt!” og ”blotoffer”. Romanen leder tankerne hen på tematikker, som findes i romanserier som ”Tågerne omkring Avalon” og ”Vølvens datter”. Sidstnævnte er dog mere svulstig både i sprogbrug og handling end ”Freja – sagaen om Valhal”. Om det er en kvalitet er jo individuelt. Trilogien om Valhal og menneskene, der blev guder i den nordiske mytologi, er vældigt populær i sit hjemland Sverige. Således er der allerede lavet et rollespil over universet i serien. I øvrigt er det dejligt at se, at seriens danske forlag har forsynet serien med flotte og indbydende forsider. De svenske forsider er rent ud sagt noget, der lige så godt kunne være på en moderne forside af Ugens novelle eller Doktor Frank – i Bronzealderen. Af Zenia Johnsen (25.08.2004) Andre bogomtaler af Zenia |
