Clarke byder på et lille overflødighedshorn af <i>rigtig</i> science fiction: femten fortællinger om mennesket, universet og fremtiden.

De ti verdener, der nævnes i titlen, er vort solsystem – i alt fra en nær fremtid til flere årtusinder fremme. Og i femten noveller demonstrerer Clarke, hvordan man opnår ”sense of wonder”: den kortvarige indsigt i verdens størrelse og kompleksitet, som ingen anden form for litteratur er så eminent til. Det er science fiction med et godt greb om naturlovene, og selv om både indhold, ideologi og baggrund måske er forældede, så formår Clarkes noveller stadig at gribe læseren.


”Jeg husker Babylon” griber fat om Clarkes nok mest kendte påfund: kommunikationssatellitten. Han spiller selv hovedrollen og bliver kontaktet af en fremmed agent, der gør ham bekendt med en djævelsk plan om at oversvømme USA med TV. Det er ganske underholdende satire.


”Sommer på Ikaros” følger en astronaut, som er fanget på asteroiden Ikaros. Den er placeret så tæt på Solen, at vor stjernes stråler for længst har afbrændt alt, hvad der har måttet eksistere der. Astronauten er uden kontakt til sit skib, og Solen er ved at stå op.


”Ud af vuggen” starter med en smule bagklogskab omkring årtusindskiftet – ganske underholdende, eftersom novellen er skrevet i 50erne, og Clarke viste sig at få helt ret. Resten af historien er en lidt kedelig gennemgang af mennesket færd mod rummet – selvfølgelig med en happy end.


”Had” handler om en perlefiskers opgør med en astronaut, hvis redningskapsel er styrtet i havet. Slutningen er alt andet end lykkelig, men måske også en lille smule søgt.


i ”Ind i kometen” kæmper mennesket mod naturen i et rumskib indfanget af en komet. Men det er ikke naturen i form af vilde dyr eller lignende, snarere selve dens indviklethed.. Og menneskets våben er hovedsageligt hans hjerne.


”En abe i huset” kunne sagtens læses som en forløber for ”Abernes planet” (af Pierre Boulle). Aberne er blevet tæmmet, og man følger en speciel abes indtog i forstadslivet.


”Hvor Saturn står op” er ikke så meget en historie, som det er en prædiken til menneskeheden: foretagsomheden vil få os ud i rummet, og rummet er vores skæbne. Men det er nu pointen i de fleste af Clarkes værker.


”Der vorde lys” handler om den fejltagelse, at SF-film altid fremstiller dødsstråler som synlige – historien er ikke i sig selv science fiction, men den bliver fortalt i ”Den Hvide Hjort” (en lokation, der er baggrund for samtlige noveller i ”Fra den Hvide Hjort”.


”Døden og senatoren” er igen Clarke i det lidt prædikende hjørne. En senator, der altid har været modstander af rumprogrammet, må indse, at hans eneste redning er i kredsløb omkring jorden. Novellen er lidt for lang, tonen er lidt for didaktisk, men slutningen er lige tilpas melankolsk.


”Uorden i kalenderen” er en sjov lille kriminalfortælling fra Mars (hvor der ellers næsten ingen kriminalitet er). Sjov og med et klassisk, videnskabeligt twist, der gør den til ren SF.


”Før Paradis” er min personlige yndling i samlingen, en deprimerende fortælling om livets skønhed og skrøbelighed. Videnskabsmænd, der søger et videnskabeligt gennembrud på Venus, får større indflydelse på fremtiden, end de selv kunne forudse.


”Månehunden” er i bund og grund en historie om, hvordan den afdøde hund vender tilbage for at hjælpe sin ejer. Men Clarke er nu i bund og grund SF-forfatter,og den holdning redder heldigvis novellen.


”Vejen til havet” er samlingens længste stykke – her befinder vi os langt ude i fremtiden, hvor de to adskilte dele af menneskeheden igen skal mødes: dem, der drog ud, og dem, der blev tilbage. Den mister desværre lidt den jordbundenhed, som har karakteriseret resten af bogen, men er så afgjort stadig værd at læse.