![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Universets parasitter : En fremtidsroman af Robert A. Heinlein. - , 1959 (dansk udgivelsesår) Genrer: Humor/Satire, Kan læses af børn, Kan læses af unge, Mest for voksne, Science Fiction Denne bog foregår i: USA Klassisk underholdning: menneskeheden tilbydes lyksalighed - blot skal vi overlade vore kroppe til de invaderende rumvæsener. Heinlein er med rette en af de store forfattere fra SF-genrens guldalder - det borger for kvalitet, men også noget tidstypiske romaner. Personligt synes jeg dog, at tiden blot har forstørret Heinleins satiriske kvaliteter. Således også i "Rummets parasitter", lige dele agent-action, kærlighedshistorie og invasion fra rummet. Vores helt er superagenten Sam Cavanaugh - til at starte med, i hvert fald, for hurtig ændring af kroppens udseende er ikke nogen ny opfindelse i SF, og han skifter både ansigt og navn et par gange; og superagent er han helt sikkert, for Heinlein handler om noget ikke med ynkelige mennesker. Sam står ansigt til ansigt med adskillige morderiske rumvæsener næsten uden at fortrække en mine. Kun overgås han af sin egen chef, romanens mest karismatiske person, Plottet er klassisk: rumvæsenerne har invaderet, og de ligner mennesker – eller rettere: de er snegle-agtige væsener, som hæfter sig til mennesker og dyr for at overtage deres kroppe. Hvorfor? Med det uamerikanske formål, at alle skal være ens og lykkelige i deres uvidenhed. Snart er de i store dele af USA, og der er kun en ting at gøre for at bevise, at man ikke er en del af invasionsstyrkerne: gå nøgen. Sådan går det slag i slag, den ene udvikling mere underholdende end den forrige. De udspekulerede rumvæsener er hele tiden et skridt foran, og alligevel finder vor helt tid til en romance (det er naturligvis ægte kærlighed, men ikke som beskrevet i romanhæfterne), nogle betragtninger over samfundet (og hvordan det burde se ud) og nogle hæsblæsende eventyr kampe med fjenden. For mig at se kombinerer Heinlein genrens seriøse, spekulative side med dens mere kulørte og underholdende - og om end det måske ikke er for alle, så synes jeg alligevel, at han formår at tiltale så godt som alle aldersgrupper på samme tid. Det er beundringsværdigt. NB Jeg har læst bogen på originalsproget og kan derfor ikke udtale mig om den danske oversættelse. Af Janus Andersen (04.08.2004) Andre bogomtaler af Janus |
