En noget pudsig og desværre forældet fortsættelse til HG Wells’ banebrydende SF-klassiker "Tidsmaskinen".

Den østrigske forfatter Egon Friedell er bedst kendt for sin store Kulturhistorie – og et tydeligt eksempel på, hvad der sker, når ”almindelige” forfattere kaster sig over SF-genren uden at kende dens præmisser. Det er ikke noget kønt resultat, der kommer ud af det.


Den tidsmaskine, der henvises til i titlen, er HG Wells’, fra hans klassiker ”Tidsmaskinen”, oprindelig udgivet i 1895. Friedells bog fortsætter, hvor Wells slap, og fortæller historien om den Tidsrejsendes videre eskapader i tiden.


Hovedsageligt handler den dog om diverse pseudovidenskabelige teorier og forklaringer på det besværlige ved slige rejser, og selve handlingen er noget rodet. Uden tvivl gemmer den på en god portion samtidssatire, men enten er den så subtil, at jeg ikke bemærker den, eller så underspillet, at tiden ganske har udvisket dens spor.


Bogen starter dog ellers godt: en underholdende brev-konversation mellem Friedell selv og blandt andre Wells’ sekretær – her sætter forfatteren sig selv i rollen som den nærmest aggressive gamle mand, der kræver at få at vide, hvordan det siden gik den Tidsrejsende (for det er jo tydeligt for enhver, at Wells ikke finder på løgne, men blot refererer virkelige hændelser). Denne første del er faktisk rigtig, rigtig morsom, og havde Friedell blot holdt sig til det spor (i stedet for overhovedet at beskæftige sig med den Tidsrejsende), var ”En rejse med tidsmaskinen” i min mening blevet, som der står på titelbladet, ”En fantastisk Novelle”.