Den rodløse Mark Vernstrøm indblandes i en mordgåde, hvis løsning skal findes i tiden, før det meste af Jorden gik under.

En hærget Jord, en afslappet samtale med Fidel Castro, en døende pige alene på et banelegeme og Solen, der våger over det hele. "Støj" begynder stemningsfuld, og den fortsætter på samme måde, med et billedsprog, der tydeligvis stammer fra undergenren "New wave" (Den nye bølge). Det er en stor dosis undergang krydret med mennesker, der i høj grad kastes omkring af handlingen.


"Støj" foregår i to spor (bundet sammen af det skræmmende billede af et gammelt, tungt åndende lokomotiv): I det første oplever vi gennem politikeren Borgzinner den katastrofe, der nær tager livet af Jorden; i den anden, som foregår nogle år længere ude i fremtiden, følger vi svagstrømsingeniøren Mark Vernstrøm, som blandes ind i en mystisk mordgåde.


Vernstrøm befinder sig i et tomrum i sit liv: verden er gået i stykker omkring ham, hans tilnærmelser til Karina Borgzinner (den nu afdøde politikers datter) har ingen effekt, og hans uddannelse er ubrugelig. En ustabilitet på Solen har nemlig sat alverdens elektriske apparater ud af spillet, og Mark har indset, at kampen for at genopbygge den gamle verden er tabt på forhånd. Han driver omkring i en unavngiven, halvt oversvømmet storby og forsøger at finde en mening med det hele.


Så indblandes han i sagen om den døde pige, og tingene bliver kun værre - for sporene peger mod hans elskede Karina. Alt sammen iblandes det Borgzinners jeg-fortælling, et undertema om selve identiteten og små henvisninger til store, teknologiske fremskridt, som alt sammen har indflydelse på Vernstrøms søgen.


"Støj" er ikke nogen let bog. Den er skrevet i et tungt, billedladet sprog, der tydeligt henter sine dommedagsscenarier fra forfattere som JG Ballard. Men er man først fanget ind af stemningen, bliver man også hængende, for nok er handlingssiden ikke den største, men historien er alligevel fascinerende. Og så afbrydes den stille handlingsside pludseligt og voldsomt - som beskrivelsen af den enorme solplet, der spreder forfærdelig ødelæggelse: den er brillant beskrevet med ubehageligt realistiske detaljer, på en gang lokal og verdensomspændende.


Først og fremmest må Løyche dog komplimenteres for at have skrevet en bog, der er så lidt "dansk" - måske er hans inspirationskilder ikke blandt de nyeste og smarteste forfattere, men han formår alligevel at bruge dem tidssvarende.