menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Enemies of the system af Brian Aldiss. - Avon Books, 1978

Genrer: Humor/Satire, Ikke oversat til dansk, Mest for voksne, Science Fiction, Utopier og Dystopier

Langt ude i fremtiden strander en gruppe af de perfekte mennesker på en planet befolket af de muterede børn af homo sapiens, de dødbringende.


I disse tider med murstenromaner og endeløse serier er det rart at støde på en roman, der forstår at fortælle en intelligent historie på lidt over hundrede sider, inklusiv tangenter, som man selv kan tænke videre ad.


I ”Enemies of the System” bringer Aldiss os til en fremtid, som ligger en million år, efter den biologiske kommunisme omskabte mennesket til ”homo uniformis”, det ensartede menneske. Her har man endelig, mener man, opnået perfektionen, efter alle er blevet ensrettet gennem genmanipulation, indoktrinering og andre teknikker. Al ufred er afskaffet, og racen spreder sig ganske langsomt ud fra Jorden.


I anledning af jubilæet begiver en gruppe fra Eliten sig til planeten Lysenka II, en endnu ikke tæmmet planet, for at sprede budskabet om BioCom. Her finder de den rædselsvækkende, muterede arv efter den genmasse, de alle nedstammer fra: homo sapiens, de dødbringende.


Snart er gruppen strandet, langt fra det system, som har opfostret dem, og som de er tilpasset. Og mens deres ideologi bliver udsat for en prøve på liv og død, kan Aldiss rigtig slå sig løs i en eminent blanding af velskreven SF og bidsk satire.


For den biologiske kommunisme er naturligvis blot en forlængelse af den politiske retning (set fra romanens oprindelige udgivelse i 1978), og forfatterens standpunkt er tydeligvis et andet.


I en parodi på SF-genrens uvane med at lade personerne forklare ting, som alle burde vide i forvejen, holdes der her lange enetaler om dette og hint – for i denne Utopi ser man alt ud fra det snævre spektrum, der er ens område. I en af de mest groteske scener diskuteres, hvordan rovdyrene på den fremmede planet er den udbyttende klasse i et kapitalistisk samfund.


Aldiss’ genistreg er, at han hele tiden holder satiren på et niveau, så den ikke overskygger historien, så den, der ønsker det, kan læse bogen som en gængs ekstrapolerende SF-roman. Men for den, der læser begge sider af historien, venter der nogle gode timer, mens man venter på at finde ud af, hvem de egentlige fjender af systemet er.


Af Janus Andersen (16.06.2004)

Andre bogomtaler af Janus
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden