![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale The Little People af John Christopher. - Sphere Books, 1978 Genrer: Horror, Ikke oversat til dansk, Science Fiction Et eksperiment udført af en nazi-doktor vender tilbage for at hjemsøge gæsterne på et isoleret irsk hotel. En række mennesker er isoleret på et irsk gæstehus – langt væk fra alt og alle. Allerede tidligt afsløres det, at der er foregået mystiske ting i og omkring huset – en tidligere beboer har efterladt en dagbog på tysk, som en af gæsterne går i gang med, og der afsløres snart bånd, som fører tilbage til krigens tid. Det virker umiddelbart som starten på en ganske almindelig horror-roman, og det er da også sådan, bogen sælger sig selv. Stedet og titlen fører straks ens tanker hen på de småfolk, der hjemsøger den irske mytologi, hvilket selvfølgelig både er meningen og bidrager til stemning i bogen. Det er dog ret langt fra, hvad historien rent faktisk byder på. Det handler ganske rigtig om en gruppe små, menneskelignende væsener, men de forklares snart rationelt, og bogen bevæger sig som sådan over i SF-genren. Og selv om de smås rolle afgjort er at virke skræmmende, så er deres indvirkning på historien faktisk minimal – selv den trussel, de viser sig at udvise, virker ikke, som om den egentlig har nogen sammenhæng med dem og deres baggrund – bortset fra den afsluttende, noget tvivlsomme spekulation. Derimod byder ”The Little People” på en ganske okay historie om en række mennesker, der udsættes for noget uforklarligt og enten overlever eller bryder sammen. Der bruges en del tid på at udbygge de enkelte personer, og i historien sidste tredjedel føres alle disse tråde sammen, og hastigheden skrues betydeligt i vejret. Selv om bogen ikke lever helt op til forventningerne, så er et dog alligevel en spændende historie med gode personbeskrivelser og detaljer i handlingen, og den kan sagtens anbefales som god underholdning. Af Janus Andersen (08.06.2004) Andre bogomtaler af Janus |
