En tidlig novellesamling, der både dækker humor, fantasy, science fiction og samfundskritik.

Jeg vil forsøge noget i denne anmeldelse, som er svært, når det kommer til Harlan Ellison: jeg vil være ambivalent.


Ellison er nemlig en af de forfattere, som man enten elsker eller hader (personligt er jeg blandt de første). Rent objektivt set er han en af genrens mest prisvindende forfattere og yderst produktiv som bl.a. novelle-forfatter, tv-kritiker og manuskriptforfatter. Samtidig er han dog også noget af en personlighed, hvilket har det med at fremmedgøre folk – men også skaber grobund for noget ganske eminent fiktion.


En af Ellisons styrker er, at hans noveller meget stærkt afspejler samtidens sprog og problemstillinger - i ”Ellison Wonderland” er det dog desværre også lidt af en svaghed. Personerne har en tendens til at tale ”hipt” (eller hvad det nu hed i 50erne), hvilket skurrer noget, når man læser på den anden side af årtusindskiftet. Da hovedpersonen i ”Gnomebody” fanger en hippie-gnom (af typen, der angiveligt opfylder tre ønsker) og kræver guld, lyder svaret: ”Ho, Diz, you got the wrong cat for this caper. You’re comin’ on this gig too far and slow.” Selvsamme novelle er også samlingens absolutte bundskrab, så det er nok et uretfærdigt eksempel at finde frem så tidligt.


Ligeledes er Ellison her noget begrænset i sit genrevalg, idet det meste er ren SF. Senere går han over til at skrive mere uhæmmet i en blanding af fantasy, SF og magisk realisme, som trækker stort på hans eget liv og egne holdninger, hvilket klæder ham.


Det er dog ikke til at nægte, at det er en samling af Ellisons tidlige tekster, der her er tale om – på godt og ondt, for selv om mange af historierne står lidt svagt, kan man ane konturerne af forfatterens senere så kraftfulde sprog- og fortælleevne. Stærkest står historier som ”The sky is burning”, hvor fremmede væsener i tusindtal brænder op i Jordens atmosfære, og ”In lonely lands”, om døden og venskab på Mars.


Samlingens andre små perler – skrevet som SF, fantasy eller ren humor – indbefatter ”Mealtime” om arrogante rumfareres møde med det ukendte; ”All the sounds of fear” hvori Ellison beskæftiger sig med et af sine yndlingstemaer: kunstens betingelser (men på en interessant måde); ”The very last day of a good woman” – hvad ville du gøre, hvis du vidste – ikke bare troede, men vidste – at Jorden ville gå under? ”Deal from the bottom” om en handel med en mindre djævel; ”The wind beyond the mountains” handler om menneskets holdninger til andre væsener og deres holdninger til os, og det er ikke en positiv fortælling; ”Rain, rain, go away” er en bitter lille sag om, når man ikke kan udholde en lille smule regn.


Restens af samlingens noveller er såmænd ikke dårlige, mens de lider under deres egen samtidighed – og Ellisons senere produktion, der bare er så meget bedre. Så ingen længere referater her, men blot en opremsning af titlerne: ”Commuter’s problem”, ”Do-it-yourself”, ”The silver corridor”, ”Battlefield”; ”Back to the drawing boards”; ”Nothing for my noon meal”; ”Hadj.


Som sagt lider samlingen under senere værker (såsom “Angry Candy” eller “Shatterday”), så den er ikke det perfekte sted at tage hul på et ellers meget interessant forfatterskab. Men er man først afhængig, er der mange Ellison-godter at hente her, om end i usleben form: indledningerne (der i den rendyrkede form ofte er lige så interessante som selve historierne), den retfærdige harme (der senere bliver til rendyrket vrede), selv nogle af hans ”SF-ord” (såsom inverspace og plasteel). Så selv om jeg principielt anbefaler Ellison til Gud og hvermand, må jeg efter endt genlæsning af netop denne samling sige, at man bør begyndte sit bekendtskab et andet sted og så senere vende tilbage for at kunne nyde den fuldt ud.