i 1950 affyres de første skud, og krigen er en realitet. Amerika invaderer Rusland, mens atomvåben og det, der er værre, sættes i brug.

”Krigen…” er oprindeligt udgivet i 1947, så selv om årstallet i titlen klinger lidt hult nu, lader den sig uden besvær anbringe i en af science fictions mindre undergenrer: nemlig fremtidskrigen. I dette tilfælde er det den kolde krig, der bliver varm, og atombomberne begynder at flyve.


Historien tager sit udgangspunkt i 1955, hvor radiojournalisten Craig får til opgave at skrive en reportage over de sidste fem års krig. Derefter følger en gennemgang af, hvordan krigen er eskaleret over årene – og det med tanke på, at de indledende krigshandlinger er brugen af atomvåben på begge sider. Angiveligt skulle dette være et forsøg på at vise, hvor forfærdelig krig er – men man mærker dog også tydeligt ønsket om at understrege, hvor modige og standhaftige amerikanerne er i krisetid.


Handling er der ikke meget af, idet man blot følger Craigs rejser rundt i landet i femårs-perioden. Han har en god evne til at være til stede ved brændpunkterne og derfor rapportere, hvor krigen bølger frem og tilbage. Et fremstød på den ene front, hvad enten det er militært eller teknologisk, følger af en reaktion fra fjenden – der udvikles vacciner mod fjendes vira, så i stedet bruges radioaktive skyer og så videre.


For at være ærlig gives der nogle gode billeder på, hvad der rent praktisk kræves af krig – f.eks. troppebevægelser, strategi og politiske konsekvenser, som da England bukker under, og chokbølgerne spreder sig gennem imperiet. Men reportagestilen – grove generaliseringer med korte indslag fra uidentificerede individer – får mest af alt bogen til at minde om et meget langt indlæg i de gratis blade, som folk fra Jehovas Vidner holder af at uddele.


Mest interessant er ”Krigen Rusland-Amerika 1950” nok at læse som et forstudium til 50ernes mere atomforskrækkede science fiction. Her, blot to år efter anden verdenskrig, er bomben åbenbart blot et våben blandt mange andre, og selv om der nævnes strålesyge, afholder det ikke vor helt fra nærmest at hoppe i et frisk krater.


Kort sagt: en pudsig læseoplevelse, men ikke nogen særligt god SF-roman.