Tag eventuelt med til det besynderlige og groteske ørige Abarat, hvor teenageren Candy Quackenbush slipper for en kedelig virkelighed og havner i en verden, som både er anderledes, bizar og farverig

Manden, som gav verden kult-splatterfilmen Hellraiser, forsøger sig her med sin anden bog for børn.


Clive Barker brugte fire år på at male 300 oliemalerier, der skabte rammen og indholdet i eventyret om øriget Abarat. Disse oliemalerier er bygget op af en kombination af et meget stærkt farvevalg og et specielt særegent ekspressionistisk udtryk, som på mange måder er med til at præge handlingen i bogen. Indrømmet, jeg har meget svært ved at se forbi disse voldsomt farverige indslag - eller måske nærmere beslag på handlingen. Intet overlades til læserens egen fantasi – kun Barkers.


Jeg vil afsløre med det samme, at jeg ikke er begejstret for Abarat. Måske satte jeg mine forventninger for højt, eller måske er Abarat en lidt irriterende uoriginal fantasyhistorie, som lider og driver af klicheer. Hør bare her:


Teenageren Candy Quackenbush lever et uinspirerende og trivielt liv i den middelmådige og kedelige by Chickentown et sted i Minnesota. Candy har ingen venner, og klassekammeraterne i den middelmådige og kedelige skole mobber hende, selv skolens lærere overser, hvor særlig Candy er, og behandler hende dårligt. Helt overraskende består Candys familie af en mor med minus overskud og en far, der er en social taber med småalkoholiske tilbøjeligheder.


Candy føler sig anderledes og misforstået – og hun føler udlængsel. Således, efter en særligt ydmygende dag på skolen, stikker hun ud i det blå. Hun følger vejen ud af byen og ender på en besynderlig mark, hvor hun efter nærmere efterretninger opdager adskillige effekter, der knytter sig til havet, såsom muslingeskaller og fisk. At der måske er en vis sammenhæng afslører sig, da Candy opdager et faldefærdigt fyrtårn. Umiddelbart virker det malplaceret, når havet forefindes flere 1000 kilometer væk, men hverken Candy eller læseren når at spekulere længe over disse mysterier, for nu udvides persongalleriet. Frem dukker den umiddelbart grotesk udseende John Splid og hans syv brødre. Som oliemaleri fremstår John Splid som en lille mandsling med dådyrs-ører og en art gevir på hovedet, hvor hans syv brødres hoveder vokser ud fra. Brødrene ligner strengt taget noget, der er lavet af modellervoks, men tag ikke fejl – de har alle hver deres navn og særegne personlighed og bidrager i øvrigt flittigt til konversationen.
John Splid og co. er imidlertid i en frygtelig knibe og beder den jævnt målløse Candy om hjælp. Ind fra højre møder vi nu den endnu mere groteske Mendelsohn Shape, som i oliemaleri gør sig uheldigt i alle regnbuens farver på en grå baggrund – med en art tørrestativ på ryggen. Mendelsohn har en rigtig skidt karakter og hans åbenlyse hensigt er at ondulere Brødrene Splid og dem der iøvrigt står ham i vejen. Hvorom alting er: Candy løser behændigt og belejligt en gåde i det gamle fyrtårn og udløser det mægtige Izabellahav, som fører hende og hendes nye bedste venner, brødrene Splid væk fra det kedelige Minnesota og fætter Mendelsohn. Efter en lidt turbulent men også lettere åndelig overfart havner de i det fantastiske ørige Abarat.


Abarat består af 25 øer. Hver ø repræsenterer hver sin time i døgnet plus 1. Dette betyder, at på hver enkelt ø er tiden fastfrosset på et bestemt tidspunkt. Disse øer befolkes af utallige mærkelige dyr og mennesker - eller væsner, om man vil. Evolutionen er gået bersærk, ligesom Barkers fantasi. Det er på sin vis underholdende men samtidig lidt tænkt.


Rygtet om den specielle Candys ankomst i øriget spreder sig, og diverse mørkere kræfter efterstræber hende…


Helt kort og overordnet set har Barker satset stort på sporudlægningen. Det lykkedes ham at oparbejde en mytologi som kan bruges og udvikles i flere retninger. Således har jeg en klar fornemmelse af, at dette først bind blot er kimen til noget meget mere. Og det beroligerer mig. For jeg håber virkelig, at der kommer mere gang i både handling og i plot i historien, som på det teoretiske og ønskeplanet burde indeholde lige så meget saft og kraft som dens fabulerende oliemalerier.


Det er en svær opgave at anmelde første bind i en stort anlagt serie med egen hjemmeside, filmrettigheder solgt til Disney etc. Men kort sagt ”letter” denne første del af historien altså ikke rigtig. Jeg tror umiddelbart, at de yngste fantasylæsere vil finde og føle eventyrets susen, hvor de lidt ældre og især garvede dyrkere af genren ikke umiddelbart finder megen udfordring eller oplevelse.
Men tag ikke mit ord for det…




Disneys filmatisering af Abarat er planlagt til premiere i 2005.