Hendes far rejser i tiden, hendes kæledyr er en dronte, hun har ingen kæreste - og ærkeskurken Acheron Hades truer med at dræbe en fiktiv figur. Dagligdag for Thursday Next, litterær detektiv.

Min introduction til “The Eyre Affair” var delvis en kollega, delvis en anmeldelse, der sammenlignede den med Douglas Adams’ Galakseblaffer-serie. Så jeg forventede sprudlende, langt-ude humor, da jeg startede på første side – noget, jeg dog ikke helt fik, hvilket dog på ingen måde er negativt i denne sammenhæng.


Nu er det snart en del år siden, at jeg sidst læste Adams – men jeg husker ham som mere hektisk, en noget hæsblæsende jagt efter den næste vittighed (og det er på ingen måde negativt ment). Fforde er langt mere rolig, og den underspillede humor ligger også meget i hele den verden, romanen foregår i. Vor helt, den litterære detektiv Thursday Next, bevæger sig nemlig ikke i en England anno 1985, der minder meget om det, vi husker.


Præcis hvor Thursdays univers har bevæget sig i en ret vinkel væk fra den virkelighed, vi bevæger os i, tør jeg ikke sige – men historien foregår i et England, der er ganske… anderledes. For det første er befolkningens litterære interesse ganske overvældende – så er der den mystiske Goliath Corporation, som har genopbygget landet efter anden verdenskrig (deres sikkerhedschef hedder Jack Schitt) – nåja, og så har England udkæmpet Krimkrigen med Rusland i de sidste 131 år – og så er der vampyrerne og alle de andre væsener, som også eksisterer i denne verden.


Og så er der Acheron Hades – se, det er et navn, der helt fra fødslen indskrænker ens karrierevalg til én mulighed: ærkeskurk.


Thursday Next finder sig pludselig sat op imod Acheron. Han har fundet en måde til rent fysisk at bryde igennem til bøgernes verden – og bare for at vise, at han mener det, starter han med at myrde en birolle i Charles Dickens’ ”Martin Chuzzlewitt”, som derpå straks forsvinder fra alle udgaver af bogen. Næste trin: Jane Eyre fra Charlotte Brontës roman af samme navn, en af litteraturens absolutte superstjerner og snart død, hvis ikke der udbetales en uhyrlig sum til Hades. Det er nu op til Thursday at forfølge ham helt ind i bøgerne for at forhindre, at verden berøves en happy end.


”The Eyre Affair” er proppet med litterære jokes og henvisninger – gerne til klassikerne (læs: bøger, jeg kender, men aldrig har læst) – og det er ganske enkelt underholdende i en sådan grad, at man får lyst til at læse dem (jeg overvejer stadig at læse ”Jane Eyre” bare for at finde ud af, hvordan den ender).


Thursdays videre eventyr kan følges i indtil videre to romaner til – uden at have læst de to sidste endnu vil jeg sige, at de alle tre bør stå på listen over bøger, der skal læses.