Prabir vender tilbage til den ø, hvor hans forældre døde, og hvorfra en mystisk bølge af mutationer spreder sig ud over kloden.

Jeg har hidtil oplevet Egan som en meget seriøs og alvorlig SF-forfatter. Så da jeg gik i gang med ”Teranesia”, havde jeg ikke forventet passager, der ville få mig til at grine – hvilket kan være lidt anstrengende, når man sidder i et fyldt tog. Men hans satiriske beskrivelser af postmoderne (og mange andre tillægsord) akademisk sort snak gjorde netop det.


Romanen starter nu på ingen måde humoristisk. Drengen Prabir og hans lillesøster Madhusree lever sammen med deres forældre på den lille, øde ø, som drengen har navngivet med bogens titel. Forældrene er videnskabsmænd og undersøger, hvad der angiveligt er en ny art af sommerfugle, og Prabir er hovedsageligt overladt til sig selv, hvad der skaber et lidt besynderligt barn. Alt ånder freder og ro.


Indtil den dag, en væbnet konflikt bryder ud i området, og miner en sen nattetime strøs ud over øen. Begge hans forældre slås ihjel, og i en velskreven, drømmeagtig sekvens er det op til Prabir at redde sig selv og sin søster tilbage til fastlandet.


Efter mange kvaler havner de i Toronto hos moderens kusine Amita og hendes eksmand Keith (som har en PhD i X-files teori). Og her får vi en længere række bidende (og morsomme) beskrivelser af akademikere, der snakker så indviklet, at de dårligt forstår sig selv, og forsøger at tilskrive alt mening – i modsætning til Prabir forældre, der som videnskabsmænd blot betragtede årsag og virkning. Det er en modsætning, der løber gennem hele historien.
Mange år senere er situationen meget anderledes. Prabir er voksen og har adopteret den 18-årige søster, og han kæmper både med, at hun er ved at frigøre sig, og at han selv er kommet ud af skabet (hvilket har betydning for historien og ikke blot er politisk korrekthed). Samtidig er en lang række (konsekvent gavnlige) mutationer begyndt at dukke op blandt mange forskellige dyreracer.


Madhusree, der er biolog, drager af sted med en ekspedition for at undersøge årsagen til de mange mutationer.


Herfra tager historien fart. Den løber i to spor: Prabir egne (dunkle) grunde til at følge efter søsteren tilbage til Teranesia og jagten på at forstå de mange nye arter, der opstår. Det første spor er desværre lidt gennemskueligt, men den anden (videnskabelige) del af historien holder afgjort vand.


”Teranesia” har en del tilfælles med Greg Bears ”Darwin’s Radio”, som vist endda udkom nogenlunde samtidig (og afgjort også er læseværdig). Men Egans roman er kortere og mere koncentreret i fortællestilen, hvilket selvfølgelig gør den til noget af en pageturner, men også gør det afsluttende kapitel noget abrupt.


Det hele samles dog genialt op i bogens allersidste linie, og man må respektere Egan for at bikse en slutning sammen, der på en gang er lykkelig, men også uendeligt deprimerende. Noget af en bedrift.