En spændende og velfortalt filmisk fortælling om en 12-årig troldmandslærling, der drevet af indre og ydre dæmoner rodes ind i et magisk magtspil

”Amuletten fra Samarkand” tager sit geografiske udgangspunkt i et London, som umiddelbart ligner sig selv. Regeringen i England består imidlertid af troldmænd af svingende kvaliteter og karakter. Denne elite af troldmænd styrer landet med magi og almindelig politisk spil. Det politiske modspil leveres af Modbevægelsen – bestående af lægmænd – som angiveligt afskyer magi og forsøger at vælte troldmandsvældet.


Regeringen opdrager nye troldmandslærlinge og annoncerer efter forældre, der er villige til at sælge og glemme deres børn. Som femårig kommer drengen Nathan således i troldmandslære ved den usympatiske troldmand Underwood, som ikke bryder sig om børn (og sikkert heller ikke om voksne).
Nathan vokser op i følelseskolde omgivelser – dog med enkelte kvindelige undtagelser. Dette påvirker dog ikke Nathans motivation til at lære troldmandsfaget. Som 12-årig er han en fremmelig elev, som ivrigt læser fremad i læretekster langt over det niveau, hans mester vurderer ham til. I al den tid, Underwood undervurderer Nathan, udvikler drengen sig i al hemmelighed til en rimeligt habil semi-troldmand.


Da Nathan bliver groft ydmyget af den hovne minister Lovelace, beslutter han sig at udnytte sine selverhvervede magiske kompetencer og hævne sig. I den forbindelse er Nathan så letsindig - eller måske nærmere så modig - at påkalde den mere end ældgamle djinn Bartimæus, dæmon af mellemste grad.


Bartimæus manifesterer sig imidlertid som både sarkastisk, selvforherligende, ubeskeden og underholdende selviscenesat. At kontrollere denne dramatiske dæmon bliver ikke den eneste udfordring for Nathan, som snart er vævet ind i et kompliceret magtspil, der får vældige og uforudsigelige konsekvenser. Både for Nathan og hele det engelske samfund.


”Amuletten fra Samarkand” er bygget op over to synsvinkler; Nathans og Bartimæus’. Dette giver en god dynamik til historien. Særligt når synsvinkelen er på Bartimæus, følte jeg mig godt underholdt, særligt pga. dæmonens særprægede og til tider kulsorte humoristiske indgangsvinkel til sine omgivelser og oplevelser. For Bartimæusdelen gælder det desuden, at et uvist antal fodnoter både beriger og forstyrrer handlingen.


Man kan flere steder læse, at ”Amuletten fra Samarkand” skulle være fornyende for sin genre. Det er jeg nu slet ikke enig i, men jeg er overbevist om, at romanen er et forfriskende og værdigt bidrag til fantasy-genren.


Filmrettighederne til ”Amuletten fra Samarkand” er solgt til Miramax, som netop nu arbejder på et filmmanuskript. Dette er ikke nogen garanti for, at vi en dag vil kunne se den filmiske version af Bartimæus-trilogien – men jeg håber det, for romanen er fyldt med spektakulære scenerier, som ville være ideelle til det store lærred.