Hvad er virkeligheden i virkeligheden ? - og er den i virkeligheden det vigtigste ? - Johan må kæmpe sig gennem en mytologisk verden i et forandret København for at finde frem til sin virkelighed.

Johan er en københavnsk fredningsinspektør, som elsker sit arbejde, men har et dårligt fungerende ægteskab. På jobbet får John til opgave at vurdere en lille midtbykirkes bevaringsværdighed. Han kan godt lide stedet og den lidt fordrukne præst. Men Johan har svært ved at finde nogen "hårde beviser" for at bevare kirken i fredningssammenhænge, og det sociale arbejde som præsten og kirken står for, er ikke noget hans chefer vurderer ret højt. Hjemme laver Johan et mini-oprør mod familie-ordenen, ved at blive for længe på badeværelset. Hans kone bliver så rasende at hun slår ham ned. Efter slaget får Johan en hævelse på hjernen, som (måske) er grunden eller anledningen til at han bliver kastet ud i et eksistensielt opgør med sit gamle liv. Et opgør som tager vejen igennem en fanstastisk verden af mytiske væsner, religiøse overvejelser og kampen mellem livet og døden.


Det er en af den slags romaner det er frygteligt svært at anmelde. På samme måde som Sophies Verden af Jostein Gaarder må have været det, da den kom. På nogen måder minder den faktisk også en del om Sophies Verden. Forfatteren kommer også med en enorm viden inden for et special-område (her mytologi og religion). Denne viden formidler han i små brudstykker af overvejelser, scenarier og samtaler, der er bundet sammen af historien om Johan. Den er dog ikke nær så let læst som Sophies Verden. Jeg tror at bogen kunne have vundet meget ved at "ville knap så meget", der er simpelthen så mange vinkler, facetter, spidsfindigheder for ikke at tale om mængder at viden at man føler sig svimmel og forspist på én gang. Jeg ville personligt have foretrukket at få skåret ca. 90 % af væsnerne og de historiske personligheder væk ( men ikke satyrene - DE fungerer !) og så noget af den lange indledning inden Johan kommer ned i kælderen. Til gengæld kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere af saften og kraften fra Egefolket og lidt mere menneskeligt drama.

Min største anke mod bogen er nok at rammefortællingen er for spinkel (det synes jeg også rammefortællingen i Sophies verden er, så det er endnu en lighed :-). Det er ikke fordi alt litteratur partout SKAL være "den gode historie" (og ja jeg ved godt at det er den slags litteratur jeg selv bedst kan lide :-), men jeg tror simpelthen ikke størstedelen af fantasy-læserne vil gide at læse bogen færdig, det er nemlig et folkefærd som i høj grad sætter fortællingen og "den gode historie" i højsædet. Der i mod kunne bogen måske godt fange læsere af filosofiske science fiction romaner, selvom bogen selvfølgelig "teknisk set" ER Fantasy.